De seneste borgmestre og byrådsflertal har i en årrække ’effektiviseret’ velfærden, som de så smukt siger. Det må jo ikke kaldes besparelser.
Blandt resultaterne er arbejdsmiljøproblemer, personale-gennemtræk, rekrutteringsvanskeligheder og silo-tænkning.
1. Behov
- Vi har behov for at prioritere anderledes, vi har behov for en velfærds-genopretning.
- Vi har behov for, at lærerne får tid og arbejdsro til at undervise – og at børnene i klassen får ro til at lære.
- Vi har behov for, at pædagoger og medhjælpere får så få børn pr. medarbejder, at de har tid til at tage sig af ungerne – og til at opdage udviklingsproblemer i tide.
- Vi har behov for, at sosu’ere og bostøtter og hjemmesygeplejersker får tid til at have en god relation til brugerne og undgå fejlmedicinering.
- Vi har behov for, at pedellerne kan nå at gribe ind, før skolen forfalder.
- Vi har behov for, at der er fritidsmuligheder for unge, voksne, gamle.
- Vi har behov for, at borgere med handicap oplever solidaritet – ikke bliver karakteriseret som en ’byrde’ på f.eks. normalundervisningen.
Det koster
Hvis unge mennesker skal få lyst til at søge uddannelse som f.eks. pædagog, lærer, sosu, sygeplejerske, socialrådgiver må byrådet sørge for, at de unge oplever udsigt til et bedre, et tiltrækkende arbejdsmiljø i kommunen.
Ellers kommer vi fortsat til at stå at mangle medarbejdere inden for disse felter.
Det koster penge at forbedre arbejdsforholdene på alle disse områder. Og det koster mod hos byrådsmedlemmerne til at prioritere fællesskabets service højere.
Kan de nødvendige midler til dette ikke findes ved omdirigering af kommunens budgetter, bør Aarhus overveje at søge om at få skatten sat op.
Husk, at Aarhus har den laveste kommuneskatteprocent i Jylland!
Drifts- og anlægsudgifter
At forbedre arbejdsforholdene handler ikke blot om flere uddannede såkaldte ’varme hænder’, altså om driftsudgifter. Det drejer sig også om de fysiske rammer, hvorunder arbejdet skal foregå, om anlægsudgifter.
Det er ikke godt nok, at mange af kommunens institutioner virker gammeldags, nedslidte og forsømte. F.eks. skoletoiletter, som er for ringe til, at børnene vil benytte dem, er uansvarligt.
Der skal investeres penge i at bringe bygningerne up-to-date. Den sum penge, der årligt må bruges af kommunen, uden at vi rammer det statsligt fastsatte anlægsloft, skal først og fremmest gå til dette, og ikke diverse store og kostbare prestigeprojekter a la et nyt fodboldstadion.
Fjern utrygheden
Nedslidningen af de århusianske velfærdsfunktioner er rystende.
Rådmanden for Teknik og Miljø skriver selv om det helt utilstrækkelige budget til bygningsvedligehold og bygningsservice. Så for at spare bestemte han, at skolerne ikke må få vasket vinduer i resten 2025.
Så langt ude er vi her i byen. Dog er denne besparelse senere trukket tilbage.
Hvert år bruges der flere penge på f.eks. skoler og handicappede, end man bevilgede. Og man ved det på forhånd.
Byrådet budgetterer helt urealistisk, og efterfølgende skifter det så mellem sparerunder og småpenge til lappeløsninger.
Men den urealistiske budgettering skaber utryghed og dårligt arbejdsmiljø. Thi: Hvornår prøver den enkelte rådmand at skære ned for at overholde det urealistiske budget? Og hvad forsøger man at spare på?